Jeg ville egentlig aldrig have troet det. Men jeg er faktisk en rigtig god planlægger. I hvert fald ifølge denne artikel på LifeHack.org.

Planlægning er svært. Selv har jeg aldrig formået at lægge en plan og holde den minutiøst. I hvert fald ikke omkring noget meget vigtigt. Det tror jeg heller ikke, der er ret mange andre - om nogen - der kan sige og samtidig være 100 % ærlige.

Derfor valgte jeg - tildels ubevidst, for jeg vidste ikke, det havde et navn - den fleksible tilgang til planlægning, da jeg sprang ud som selvstændig. Jeg besluttede mig for ikke at lægge alt i rammer og kasser men forsøge at bruge de åbninger og spændende muligheder, der måtte vise sig. Indtil videre med stor succes synes jeg. Og helt uden at blive stresset over at skulle følge en eller anden mere eller mindre fasttømret plan.

Afgørende for min tilgang til fleksibel planlægning var at kigge på worstcase-scenario. Da jeg længe havde overvejet, hvad det værste var, der kunne ske ved mit selvstændigheds-trip, og jeg accepterede den risiko, var resten slet ikke svært. Det var faktisk meget lettere, end jeg havde forventet.

Derfor et par råd om planlægning herfra: (1) Drop alle redskaberne til planlægning. (2) Kig på worstcase-scenario ærligt og spørg dig selv, om du kan leve med den risiko. (3) Brug fleksibel planlægning, så du udnytter de muligheder, der opstår, og som nok skal bringe dig på rette vej, i stedet for at låse dig fast på én sti.

Popularity: 10% [?]