David Brooks i New York Times om Barack Obama’s tur, der førte ham verden rundt og bød på masser af foto opportunities og fine ord. Fine ord, det er svært at være uenig i - og fine ord hvori problemet ligger:

…substantively, optimism without reality isn’t eloquence. It’s just Disney.

Popularity: 1% [?]

• 0 kommentarer

Bedst som jeg troede, at nu kunne idoldyrkelsen af Barack Obama ikke synke dybere, må jeg indrømme, at det kan den godt. Det er Berlingske Tidende i dag et fantastisk bevis på.

Her har man valgt at lave en plakat med Obama lige til at rive ud og hænge op.

Det er så langt ude, at det skal have lov at stå lidt for sig selv. Og mens vi overvejer, hvad vi skal med en Obama plakat, kan vi spørge os selv, om ikke det var mere relevant for medierne dels at understrege, at manden endnu kun er kandidat og dels beskæftige sig med, hvad det er manden egentlig vil fremfor - som TV 2 Nyhederne gjorde så fantastisk ukritisk i går - beskæftige sig med mandens retorik.

Og så har mediefolk svært ved at forstå, hvorfor medierne er i krise? *Suk*

Popularity: 1% [?]

• 0 kommentarer

De seneste dage har der været noget stille her på siden. Årsag: Louise og jeg har haft besøg af min lillebror Lars, hans frue Marit og deres to dejlige unger, Kasper og Markus. Det har taget al vores tid og al vores energi - og hvor har vi dog nydt det.

Den anden dag var vi i Odense på Danmarks Jernbanemuseum. Prøv at tage en 4-årig og en 2-årig, der er fascineret af tog (især det med navnet ‘Thomas’), og tag dem med ud og se på rigtige tog. Sådan cirka så sjovt var det.

I går var så ‘bare’ her i Nyborg. Men vi kedede os ikke. Vi var et smut til åbent hus på den lokale politistation, hvor ældste mand, Kasper, både fik set pistol, holdt håndjern og prøvet at sidde på en rigtig politimotorcykel. Vi var på Nyborg Slot og inspicere de store kanoner på voldene der. Vi var på lystbådehavnen og hoppe al energi ud af kroppen på den store hoppepude. Og vi fik leget, hygget, snakket, tegnet, gynget…ja, find selv på mere.

Det var alt i alt rigtig dejligt at have besøg. Det er det altid. Ligesom det er rart og hyggeligt at besøge dem i Norge. Bare trist vi alligevel ikke ses oftere, end afstande, kalendre og pengepung giver os mulighed for. Så meget desto mere grund til at nyde det, når det endelig sker - som i de seneste par dage.

Popularity: 2% [?]

• 0 kommentarer

Hvis jeg skal pege på én journalist, som jeg synes er guddommelig i alt, hvad han foretager sig, er det TV 2’s Mellemøsten-korrespondent, Steffen Jensen. Han går virkelig til stålet, og man kan fornemme, hvor passioneret han er, omkring de ting, han beskæftiger sig med. Passion tæller rigtig meget i min bog.

Den anden dag havde han så lavet et indslag om Barack Obama’s besøg i Israel, der ikke bød på ret meget andet end meningsløse foto-opportunities, som det hedder i Mellemøsten. Det var kvalmende at se, hvordan (1) Obama’s lejr skamløst forsøger at tage verden som gidsel i en intern amerikansk valgkamp og (2) alverdens statsledere ikke tør andet end stille sig op og smile, fordi man jo ikke fortæller en måske kommende amerikansk præsident, hvor man virkelig synes, skabet bør stå.

Nu er han så på vej til Tyskland og til at holde tale i Berlin. Brandenburger Tor bliver det ganske vist ikke til (??), men alligevel? Hvad skal vi med det? Og hvorfor skal TV 2 News sende talen live? Det er jo grotesk.

Navnet ‘Obama’ ender med at blive synonymt med kvalme, hvis der ikke snart er nogen, der begynder at tænke sig bare lidt om i den kampagnelejr. For kvalme er - som de fleste ved - ‘counterproductive’ mod stort set al anden udfoldelse.

Popularity: 3% [?]

• 2 kommentarer

Berlingske Business har en glimrende artikel i dag, der kort og godt illustrerer nogle af de udfordringer, som reklamebrancgen kæmper med.

Forhistorien er kort, at det verdensomspændende reklamebureau TBWA Worldwide, har lavet to kampagner, der begge bruger kinesiske atleter til at formidle et budskab lige her op til OL - men på to vidt forskellige måder:

Det kinesiske kontor har lavet en kampagne for Adidas, der hylder atleterne i deres nye udstyr fra…nå, ja…Adidas. I Paris har kontoret der lavet en kampagne, der for Amnesty International viser sønderbankede kinesiske atleter.

Og hvorfor er dette så interessant? Jo, af flere grunde.

For det første er det interessant, at samme bureau kan lave to så vidt forskellige kampagner med samme udgangspunkt - kinesiske atleter. Det siger noget om reklamen som værende en måde at fortælle et budskab på, der kan bøjes i alle ender og kanter og til den lejlighed, opdragsgiveren bestemmer. Ærligt, næh. Effektfuldt, tjah.

For det andet siger TBWA’s chef, at kampagnen med Amnesty aldrig var blevet til noget, hvis han havde vist noget om det. Og det selvom kampagnen vandt en bronzemedalje på den netop afsluttede reklamekongres i Cannes. Alt for kunden? Måske. For stillet overfor et valg mellem enten at kunne arbejde i Kina - og dets kæmpe marked - eller arbejde for Amnesty, hvad ville du så vælge? Stadigvæk må det dog være træls at sidde som medarbejder og på den måde blive svigtet af chefen…

Endelig truer kineserne med boykot af de kunder, der får kampagner fremstillet hos TBWA. Artiklen påpeger dog, at den seneste boykot i forbindelse med den olympiske fakkels noget udfordrede tur rundt i verden hurtigt fislede ud. Måske er også kineserne nået dertil, hvor pragmatismen og behovet for luksusbrands er større end behovet for at vise sin afsky overfor kritik?

Popularity: 5% [?]

• 0 kommentarer

Den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, er ude at rejse. I går var han i Afghanistan for at hænge ud med de amerikanske styrker der og give den som Commander-in-Chief-in-Spe (ikke noget specielt værdigt syn p.t., hvis I spørger mig). Om lidt kommer han så til Europa for at tage masserne med storm.

The Guardian har en udmærket kronik i dag, hvis pointe er, at vi i Obama ser det, vi vil se. Hysteriske europæere ser en frelser, konservative amerikanere ser en muslimsk terrorist. Og vi ser alle noget ind midt imellem.

Skylden er i mine øjne for en stor dels vedkommende Obama’s egen. For med et usandsynligt vagt program i hele primærvalget, har man stort set selv kunne fylde de blanke felter ud. Og det hjælper ikke, når Obama nu giver den, som om han allerede var blevet valgt (ønsket om at tale ved Brandenburger Tor i Berlin er noget nær det mest patetiske, jeg nogensinde har hørt fra en amerikansk politisk kampagne).

Så nu kan hans stab så bruge tiden på at forsøge at strømline opfattelsen af ham. For som en amerikansk kommentator sagde det rigtig godt den anden dag:

I begyndelsen vidste vi ikke, hvem Obama var. Nu ved vi ikke, hvem Obama tror, han er.

Så rigtigt. Så rigtigt.

Popularity: 5% [?]

• 0 kommentarer

Jeg bryder mig ikke om at sætte ideologiske etiketter på folk - inklusive mig selv. For ideologi er som oftest karakteriseret ved, at nogle træk er gode, andre er tåbelige og en hel del ind imellem er enten ligegyldige eller uforståelige. Derfor er ideologier som perfekte pakkeløsninger også både utopiske og - som hedengangne CD yndede at fremføre - noget bras. Skulle jeg dog forsøge at sætte en etiket på mig selv, er jeg vel nærmest det, man i gamle dage kaldte for social-liberal: Borgerlig liberal af observans men med en klar fornemmelse for, at det ikke er alt, der kan overlades til markedskræfterne.

Derfor legede jeg med tanken om at stemme på Ny Alliance, da det så ud til, at det var et social-liberalt projekt. Derfor opgav jeg det igen, da ingen vidste, hvilken slags projekt, det var - og slet ikke kandidaterne. Og derfor er jeg også rigtig glad for, at Saxo Bank’s direktør, Lars Seier Christensen, nu har meldt sig ind i Ny Alliance. For det skærer den sidste rest af sympati, jeg havde for det projekt, væk.

Og hvorfor så det? Jo, fordi jeg ikke er tilhænger af at anskue politiske problemstillinger i dagens Danmark ud fra en bankmæssig/finansiel betragtning. Med blikket rettet på, hvordan verden udvikler sig i disse tider, tror jeg ganske enkelt ikke på, at det er en løsning. Og jeg tror, at Lars Seier med sin gennemslagskraft og sin ekspertise kan komme til at køre både Naser og Anders helt over (via argumenter, skal siges) i vigtige, principielle diskussioner og fastlæggelse af Ny Alliances politiske mærkesager. Saxo Bank har en enestående mulighed for i realiteten at få sit eget politiske parti. Og det kan jeg ikke med min bedste samvittighed støtte.

At jeg så ikke ved, hvem der ellers fortjener at få min stemme, er en helt anden sag…

Popularity: 6% [?]

• 0 kommentarer

Her til morgen havde jeg i anden anledning møde med en ung gut, og vi kom langt omkring i vores snak. Også til USA og situationen der - og herunder naturligvis det nuværende styre. Og så var det, gutten udlagde Cheney’s masterplan for mig:

Som forsvarsminister privatiserede han den amerikanske hær,
som CEO for Halliburton sikrede han sig kontrakter med hæren,
og som vicepræsident sørgede han for to krige til at tjene fedt på kontrakterne.

Indrømmet, sådan har jeg aldrig tænkt over det før. Det lyder jo nærmest udspekuleret. Måske er Cheney alligevel ikke så dum endda…

Popularity: 7% [?]

• 0 kommentarer

Beboerne på de små danske øer vader tilsyneladende i udfordringer. Ikke alene kæmper de med at holde antallet af fastboende oppe - nu får priserne på færgefart så også lige en ordentlig én på lampen.

Det er ikke nemt at være øbo. Spørgsmålet er, om man kan gøre noget for at få gang i en mere positiv udvikling. Det tror jeg, der er. Og hermed en gratis idé til de danske småøer i form af et forslag, som jeg også har sendt til sekretariatslederen for Sammenslutningen af Danske Småøer.

To ting slår mig, når jeg kigger på mulighederne for at få folk til at få øjnene op for mulighederne ved at bo på en lille ø: Den friske luft og natur samt de høje benzinpriser. Derfor:

Hvorfor ikke arbejde med at gøre de danske småøer til et himmerige for folk med langdistance-arbejdspladser? Man kunne gøre følgende:

1. Købe en central, lokal bygning (huspriserne på de egne bør ikke være noget problem),
2. installere et antal arbejdspladser i pågældende bygning komplet med moderne kontorfaciliteter, internetadgang, telefoner m.m.,
3. leje disse kontorpladser ud til virksomheder, der for en yderst rimelig pris kan ‘udstationere’ medarbejdere der - medarbejdere der dermed slipper for at bruge penge på at tage ind på arbejde hver dag.

Forslaget har nogle klare fordele:

1. Det vil blive mere attraktivt at flytte ud, fordi man sagtens kan arbejde på distancen.
2. Folk kan spare penge på transporten.
3. Virksomheder kan spare penge på infrastruktur, kontorer o.s.v. ved at have folk siddende et andet sted til en langt billigere penge, end de selv ville kunne klare.
4. Der vil komme et nyt samlingssted på øen, der kan danne udgangspunkt for nyt liv i lokalsamfundet
5. Folk vil komme hinanden mere ved.
6. Folk vil få et gladere liv.

Det kunne sagtens være en privat virksomhed, der organiserede alt dette, men det er sådan set underordnet. Det vigtige er tanken og implikationerne af den.

Jeg er klar over, at der vil være nogen, der rynker på næsen af dette forslag og sige noget a la: “Det kan man da ikke” og “Man kan da ikke sidde i samme rum for forskellige firmaer”. Jo, man kan. Især hvis man, som Lars Kolind så rigtigt udtrykker det, tør “udfordre sin mentale model”.

Det handler om vanetænkning, der skal gøres op med. Det potentielle udbytte er så meget mere perspektivrigt.

Idéen er hermed givet videre - og det ganske gratis.

Popularity: 7% [?]

• 0 kommentarer

Det kan godt være, at danske økonomer slår sig i tøjret over en stigende inflation. Men vi kan i det mindste ‘trøste’ os med, at vi ikke er dem, der har det værst. Den tvivlsomme ære har Mugabes dybt undertrykte folk i Zimbabwe, hvor man efter sigende for 10 år siden kunne få 12 (tolv!) biler for, hvad et brød koster i dag.

Det er da mis-management på et abstrakt niveau…

Popularity: 9% [?]

• 0 kommentarer